Tour de France er for alle!
I en tid hvor alting bliver mere og mere reguleret og kontrolleret er det skønt at opleve Tour de France som helt almindelig tilskuer.
Blogindlæg skrevet af Jesper Tikiøb.
Cykelsport er en del af mit liv, såvel privat som professionelt. Sådan har det altid været. Jeg kender mange i branchen og sætter stor pris på miljøet. Jeg elsker at cykle og føler mig priviligeret når det at cykle fortsat også er en del af min forretning.
Jeg ser derfor hvert år helt naturligt frem til juli måned og den store franske rundtur. Glæder mig til at følge løbet, rytterne – det store drama på godt og ondt. Jeg nyder stille stunder i sofaen og aktive øjeblikke på cafeen, hvor udviklingen følges fra det støvede fjernsyn i loftet. Det er også Tour de France eller rytternes performance der sætter scenen for hvilken vej vi skal se i forhold til vores gadeløb i Hadsten.
Er du ikke en del af den tekniske og sportslige afvikling af Tour de France følges løbet bedst fra et af de mange digitale tilbud vi i dag får leveret. Enestående billeder og gode kommentatorer er med til at ramme det hele så flot inde – ”næsten som at være der selv”.
Touren er noget særligt
Men at opleve Tour de France LIVE som almindelig tilskuer er nu noget ganske særligt som alle burde prøve. Selv er jeg netop returneret til sommer Danmark efter nogle gode dage helt tæt på Tour karavanen. Her blev jeg endnu engang bekræftet i ovenstående. Jeg er stolt på sportens vegne over hvor god en oplevelse det er at følge verdens største tilbagevende sportsbegivenhed. Jeg har arbejdet med og oplevet mange idrætsgrene rundt i verden. Touren er noget særligt. Jeg kender ikke andre idrætsgrene, hvor du som publikum kan komme så tæt på dine idoler – verdens bedste cykelryttere. Lidt groft sat op er forskellen i startområdet på en akkreditering eller ej hvorvidt du kan få gratis ”pop-corn”. Arrangørerne prioriterer de almindelige tilskuere – alle os jævne folk. Det er noget særligt der bør værnes om.
Vi bestemmer selv fremtiden
Fankulturen burde også være et forbillede for enhver anden sportsgren. Her står vi som ”sild i en tønde” side om side uanset hvem vi holder med. Der er en super god stemning. Ingen skubber, ingen udfald, kun positive og begejstrede fans der i fællesskabet favner Tour de France og således indgår direkte som en af de vigtige brikker i det store tohjulede cirkus. Glæde og smil hele vejen rundt. Ja vist er der trafikreguleringer og afspærringer men i udgangspunktet kan du komme tættere på end noget andet sted i sports- og kulturuniverset.
Konceptet kan være skrøbeligt, hvorfor det er vigtigt at fastholde fokus på den store åbenhed og tolerance man oplever rundt på de franske veje i juli måned. Det er vi alle med til at sikre ved fortsat at gøre som vi har gjort siden det hele startede for mere end 100 år siden. Vi opfører os ordentligt, respektere hinanden, arrangørerne og ikke mindst rytterne. Cykelsport er folkets sport.
Tak Tour de France fordi du er så tilgængelig. Vi passer alle på dig. Vive le Tour!