Mørkøv kører gadeløb i Hadsten
Den 15. august afvikler Hammel Cykle Klub det traditionsrige cykelgadeløb på Søndergadebakken i Hadsten. Tikiøb Event er også i år med i kulissen. Vores opgave er at rådgive omkring det cykel- og eventtekniske, ligesom vi har kontakten til store dele af rytterne i feltet. Løbet afvikles også i år på den berygtede 1,4 kilometer lange omgang. En omgang rytterne skal køre rundt på i en time plus fem omgange.
Store dele af den danske cykelelite ventes til start, ikke mindst kontinentalholdene som alle er i fuld gang med de sidste forberedelser til etapeløbet Danmark Rundt, der afvikles ugen efter.
Vi er glade for nu at kunne fortælle at startlisten også omfatter den Danske Mester i landevejscykling 2019 Michael Mørkøv. Mørkøv er i øjeblikket ved at gøre et flot Tour de France færdig sammen med hans stærke hold Deceuninck-Quick Step. I Frankrig har Michael gang på gang vist sine evner som en af feltet mest intelligente ryttere og pt nok verdens bedste lead-out rytter.
Vi har naturligvis været i kontakt med Michael Mørkøv i forbindelse med aftaleindgåelsen og han fortæller til citat: Jeg glæder mig til at besøge Hadsten igen, har ikke været med de sidste par år så jeg ser frem til en hyggelig med også meget hård aften. Det er heller ikke nogen hemmelighed at jeg glæder mig meget til at komme hjem til Danmark og køre i Dannebrogstrøjen for det kompetente cykelpublikum i Hadsten.
Vil du hilse på Michael Mørkøv inden starten på gadeløbet den 15. august – ja så har du mulighed for det i løbets fanzone. Her vil den Danske Mester være klar fra cirka kl. 17:30. Billetter til fanzonen kan købes via Hammel Cykle Klubs website.
Vel mødt til Hadsten Gade Grand Prix, torsdag den 15. august. Elitestart kl. 19:30, Fanzonen åbner kl. 17:00.
Foto: fra tidligere udgave af løbet, hvor Mørkøv også var til start som dansk mester.