Cykelløb i Hadsten i 2018
Vi er glade for nu officielt at meddele af cykelløbet i Hadsten afviklet igen i år. Datoen er fastsat til torsdag den 9. august og arrangør er Hammel Cykel Klub. Løbets mangeårige drivkraft Jesper Tikiøb er fortsat med i kulissen som event-teknisk rådgiver.
Løbet som har været afviklet siden 1993 er i dag et af Danmarks største gadeløb og formentlig det hårdeste, hvis vi skal lytte til de mange rytterudtalelser vi har modtaget igennem årene.
Ruten forbliver naturligvis den sammen med den legendariske og berygtede opløbsstrækning på Søndergadebakken midt i Hadsten by. Samlet er turen rundt 1.400 meter og løbets varighed er på 1 time plus fem omgange. Dette format sikre høj intensitet og en meget publikumsvenlig afvikling, hvor rytterne passere målstregen cirka hver andet minut.
Det professionelle eliteløb er åben for danske cykelryttere med løbslicens hos Danmarks Cykle Union i klasserne A og B samt internationale ryttere med elitelicens hos det internationale cykelforbund UCI. Det er vores ambition har præsentere et felt bestående af det danske elite samt enkelte danske og udenlandske world tour ryttere.
Også for motionister
Forud for eliteløbet afvikles et motionsløb, hvor alle med en racercykel kan tilmelde sig. Det er dog et maksimum på 75 deltagere, så tilmeldinger bliver efter ”først til mølle ” princippet. Tilmeldingen åbner ultimo april og link hertil vil blive offentliggjort på www.cykelløb-hadsten.dk
Byens VVS fortsat storsponsor og i udvidet samarbejde
Vi er stolte og glade for at Favrskov virksomheden Byens VVS v. Lars Nonboe har gentegnet sponsoraftalen omkring cykelløbet. Dette sponsorat sætter sammen med Favrskov Kommune en stærk sokkel under cykelløbet. Det giver arbejdsro til at finde yderlige sponsorer der alle med deres bidrag er med til at sikre et stærkt besat felt på gaderne i Hadsten torsdag den 9. august.
Aftalen med Byens VVS er for 2018 også udvidet til at omfatte et dagligt driftsponsorat med Hammel Cykel Klub. Det kommer blandt andet til udtryk i form af stærk eksponering af Byens VVS på klubbens officielle cykeltøj. Tøj som alle ryttere i Hammel Cykle Klub er forpligtet til at køre i til alle de cykelløb de stiller til start i.
Fanzonen er kommet for at blive
Endnu en smuk gentagelse i 2018 bliver etablering af cykelløbets fanzone på toppen af Søndergade. Herfra kan særligt cykelinteresserede overvære løbet på tætteste hold samt hilse på løbets profiler før og efter løbet. Billetter til fanzonen sættes til salg via løbets website fra ultimo april.
Sæt kryds i kalenderen
Hammel Cykel Klub håber at mange lokale og regionale cykelfans igen i 2018 vil bakke op om hele Favrskovs spektakulære gadecykelløb. Kom og lad dig underholde af topsport i verdensklasse. En dejlig og traditionsrig aften er i vente. Vi sætter kæden på den store klinge og arbejder nu fremad for at skabe endnu en stor cykelevent i Favrskov. Velkommen på Søndergadebakken til Hadsten Gade Grand Prix 2018 – torsdag den 9. august.