Ærlige tanker i november

For alle i verden, har 2020 været en anderledes og mærkelig omgang. For mig, startede alt det anderledes og mærkelige i august 2019.

Jeg styrtede i et cykelløb i Norge den 24. august og pådrog mig en hjernerystelse (noget, jeg trods smadrede hjelme og utallige styrt, har været forskånet for indtil nu). Med sådan en omgang kommer der spekulationer om fremtiden, genoptræningsperiode, forhåbninger og en hel rutsjebanetur, af følelser.

Hvad skal der blive af mig?

“Hvornår er jeg ude på den anden side? Måske den behandling kan hjælpe? Hvad hvis jeg aldrig kommer mig? Hvem er Christina uden sin cykel? Får jeg nogensinde vist mit fulde potentiale? Vil nogen skrive med en rytter, der ikke har performet en hel sæson?” osv. osv. Lige så hårdt det er ikke at kunne komme ud og give den gas, som man plejer og drømmer om, dobbelt så hårdt er det at komme igennem den mentale kamp.

Et skridt frem og to tilbage

Videre til at starte på et nyt hold i 2020, var der også en masse praktisk, der skulle ordnes. Jeg formåede at deltage i vores tre dages meet up/team-camp i december 2019 og i vores test-camp i januar, måtte så melde fra til en senere camp i januar, hvorefter jeg håbede at kunne klare team-campen i Spanien, i februar. Jeg rejste ganske vist til Spanien! Men det blev 10 dage med 8 timers træning, hvor jeg normalt ville runde 30+ timer i sadlen. Igen, et *donk* oveni. Hele vejen igennem sådan en periode, har der været nedture, hvilket jeg tror er det hårdeste. “Endnu et rødt træningspas på TrainingPeaks”.. Heldigvis sagde jeg fra på et tidspunkt hen ad vejen og begyndte at planlægge den træning, der nu kunne lade sig gøre den enkelte dag, med helt frie tøjler.

Da COVID-19 ramte os alle

Dertil kom COVID og pludselig stod hele verden stille. Som jeg kun har sagt højt til få, men nu melder ud her (hvilket måske kan skabe harme), så kunne COVID ikke være kommet på et bedre tidspunkt for mig. Hold nu op en masse stress, der blev smidt af en “hjernerystelse-ramt-persons skuldre”. Da Europa lukkede ned fik jeg luft til at samle mig og tænke fremad.

Nu står vi her i november måned, jeg endte med at have fire konkurrence starter, hvilket igen viste sig at accelerere min hjernes formåen. Jeg har heldigvis gode folk omkring mig og ved nu en hel del mere om, hvad jeg kan og hvad der fungerer for mig – hvad end vi snakker i forbindelse med min hjernerystelse eller bare Christina.

Jeg glæder mig til tiden der kommer og ser frem til at give mit ærlige input til Ladies Cycling Lounge.

Kærlig hilsen

Christina