Videohilsen: Tikiøb Event ønsker Godt Nytår

Vores ATV anlæg i Østjylland har været flot besøgt i 2015. 125 hektar med sjov og ballade.
Så blev det den 31. december 2015 – årets sidste dag. Jeg sidder her ved køkkenbordet i Markusminde og forbereder mig på årets absolut sidste opgave. Aarhus 1900 Atletik/Motion og mere end tusinde glade løbere venter på at blive dirigeret igennem sidste runde af Nordea Nytårscup 2015. Jeg har fået æren af igen at være mikrofonholder til dette herlige arrangement.
Med denne opgave kan vi også lukke ned for et spændende år med mange forskelligartede opgaver. Vi har været langt omkring i den store verden men har også løst gode opgaver her i nærområdet i Østjylland.
Buketten har været fyldt med mange forskellige ”blomster” f.eks. har vores ATV motorcykler haft et travlt og godt år. Mange gæster har været på ATV Safari med os. Det har ofte været kombineret med andre aktiviteter som klassiske teambuilding øvelser til team-cooking og lerdueskydning.

Jesper Tikiøb i samtale med cykelekspert Rolf Sørensen. Billedet er taget i Spanien i forbindelse med afvikling af cykelevent for dansk erhvervsliv.
Cyklen har heller ikke stået stille i året der nu rinder ud. Vi har været en del af flere erhvervsnetværk, hvor motionscykling har været omdrejningspunktet. Her har opgaven været alt fra idé, træningsafvikling til eksekvering.
Vi har ligeledes afviklet to store public events i 2015. Frijsenborg Motion løb af stablen i juni måned med mere end tusinde deltagere. I samarbejdet med grevskabet har vi fået skabt et folkeligt motionsarrangement midt i Favrskov. Her er noget for alle, cykling, løb og walk. Flere og flere virksomheder deltager i løbet, som afvikles i 2016 torsdag den 16. juni. Tilmelding er åben via www.frijsenborg-motion.dk. Husk vi har slanket priserne i hele januar måned.
Juli er Tour de France men også vores gadeløb i Hadsten. I år satte vi en markant dagsorden med Tour de France vinder Chris Froome på startlisten. Igen blev gadeløbet ”verdenskendt” i Danmark. I 2016 holder vi pause med professionel cykelløbsafvikling i Hadsten. Det skyldes alene at vi, på grund af OL i Rio, ikke kan få den løbsdato vi ønsker.

Froome, Orlando og Tikiøb på en rasteplads i Hadsten, juli 2015
Vi fornemmer at 2016 også bliver et spændende event år. Vi oplever en stigende efterspørgsel og noterer også en øget generel interesse for vores branche. Den unikke relation vil fortsætte med at få større og større betydning i det moderne erhvervsliv. Fokus er rettet ind på oplevelser og fællesskab.
De få timer der er tilbage af 2015 vil vi nyde her i Markusminde sammen med gode naboer. Vi vil glæde os over stor opbakning til vores aktiviteter og events i året der er gået.
2016 byder på velkendte opgaver, ligesom vi også skal i gang med en række spændende opgaver for nye samarbejdspartnere. Det glæder vi os meget til.
Tak til kunder, samarbejdspartnere, freelancere, hjælpere og familie for et stort 2015.
Godt Nytår og på gensyn i 2016 – Oplevelseskarrusellen ruller videre.
Jesper & Majbritt