Nu falmer skoven
Oplevelserne fortsætter
Hos Tikiøb Event er et travlt sommerhalvår ved at finde sin afslutning. Der har været nok at se til med mange store og små events mellem hinanden. Events for medarbejdere, kunder og for offentligheden. Ja i sommerhalvåret har vi her fra White Lodge i Markusminde midt i Favrskov Kommune tilrettelagt og afviklet arrangementet inden for bureauets tre hovedkategorier:
- Events for dine medarbejdere – Dem kalder vi medarbejderevents
- Events for dine kunder – Dem kalder vi kundeevents
- Events i det offentlige rum – Dem kalder vi produktevents
ATV safari er der godt gang i
Nye maskiner her til 2013 sæsonen var en fin beslutning. Vores events på de firehjulede motorcykler har gennem årene været en af vores største succeser, når der skal leveres firmaarrangementer for små og mellemstore virksomheder. ATV maskinerne har også været en del ude at køre i forbindelse med større events, som firmafester, hvor de har fungeret som en enkelt workshop ud af mange. Vores faste base for ATV events er den smukt beliggende ejendom Ebbestrup lige øst for Hadsten, 10 minutter fra Motorvej E45. Her har vi et godt samarbejde med lodsejeren og vi kan i disse fantastiske rammer altid får tilpasset arrangementet, så det passer til den enkelte medarbejder- eller kundegruppe. Oplevelserne på de potente Yamaha ATV maskiner er noget der giver smil og røde kinder året rundt. Faktisk er vinterhalvåret lige så ideelt som sommerhalvåret til afvikling af disse terræn-oplevelser.
De to store public events i Favrskov
Traditionen tro har vi i år også afviklet vores to store folkelige events med offentlig adgang. Mange har deltaget eller været publikum og i et stærkt par-løb har de to mega-events effektivt sat Favrskov, Hadsten og Hammel på landkortet.
Rekorddeltagelse til Frijsenborg MOTION
I tætsamarbejdet med grevskabet på Frijsenborg Slot har vi i år afviklet det folkelige motionsarrangement Frijsenborg MOTION. I år var vi tæt på 2.000 deltagere som valgte mellem de forskellige motionstilbud. Cykling, løb, walk og outdoor Zumba stod på menukortet over sunde oplevelser denne smukke juni aften. Vi holder fast i arrangementet og tilbyder aktiviteten igen i 2014. Dato, tilmelding og nyheder omkring Frijsenborg MOTION offentliggøres her på sitet medio november.
Jakob Fuglsang vandt cykelløbet i Hadsten
20 år med professionelt cykelløb i Hadsten. Ja der var rund fødselsdag for det landskendte gadecykelløb i Hadsten. Siden 1993 har den berømte og berygtede Søndergade lagt asfalt til spektakulære opgør mellem nogle af landets og til tider verdens bedste professionelle cykelryttere. I år kunne cykelløbet i Hadsten præsenterer Jakob Fuglsang for første gang og hvilken debut. Han kørte en flot sejr i hus. Flere tusinde tilskuere var mødt op i Hadsten denne første torsdag efter afslutningen på Tour de France.
Løbet køre igen i 2014 og datoen offentliggøres primo november her på sitet og i samarbejde med cykelløbets mediepartner Favrskov Avisen.
Arriva og Gram Slot
Sommerhalvåret 2013 var også perioden hvor vi løste store produktevents for blandt andet Arriva Tog og Gram Slot. For Arriva Tog tilrettelagde og afviklede vi, i tæt samarbejde med virksomhedens marketingafdeling, en stor aktiveringskampagne til at underbygge Arrivas sponsorat hos Danmarks bedste talentcykelhold, Team CULT Energy.
I det Sønderjyske var vi med hele vejen i udviklingen af en ny stor landsdækkende fagmesse for jagt- og outdoor segmentet. Det hele kulminerede i den første weekend i september, hvor mere end 7.000 gæster besøgte Gram Slot og de mere end 150 udstillere.
Begge produktevents er gode eksempler på hvor vigtigt det er at skabe aktivitet omkring sit brand, for den vej igennem at opnå direkte kontakt til kunderne og dermed skabe oplevelsen af den unikke relation mellem kunde og leverandør.
Julefrokost og 2014 planlægning
Her på kontoret i Markusminde handler de næste måneder om tilrettelæggelse og afvikling af diverse julefrokoster for en række af vores fast kunder. Vi ruller gerne vores juleevents ud for dansk erhvervsliv men er samtidig også bevidste om at vi kun vil producere unikke events. Således at forstå, at det bedste mix for os er en kunde der ønsker at skabe noget særligt for sine medarbejdere og ikke blot en omgang sild og snaps på det lokale hotel. Det er der absolut ikke noget i vejen med, men vores kompetence er at skabe noget nyt for kunden, skabe en situation hvor arbejdsgiver og medarbejdere får en buket af minder og grin som kun de kan dele mellem hinanden. Det tror vi på her hos Tikiøb Event er en vigtigt brik i det store HR puslespil.
Parallelt med vores juleprogram går tiden med forberedelser til 2014. Her handler det primært om ansøgninger og tilladelser til politi og andre kommunale og regionale myndigheder forud for vores public events. Men tiden går også med produktudvikling når der til det nye år kommer friske blomster i buketten af oplevelser, så vores trofaste kunder kan få noget nyt og spændende at dele med deres kunder og medarbejdere.
Afslutningsvis skal det da nævnes, at vi også har tid til at nyde efteråret og de smukke farver som præger denne årstid. Nu er det tid til en pind mere i brændeovnen.
Vi ses til flere oplevelser og events, vi kommer gerne med et kreativt bud på din virksomheds næste event, hvad enten det er for kunder eller medarbejdere, lige om hjørnet eller i det store udland. ”Fang” os via kontaktformular her på sitet eller ring 87 610 620.
Gode efterårshilsner
Jesper Tikiøb