Kør selv med i cykelløbet i Hadsten
Cykelløbet i Hadsten den 30. juli har i år som en nyhed motionsløb med på programmet. Det betyder at alle voksne motionister der er fyldt 16 år kan deltage i løbet der afvikles forud for eliteløbet. Ud over at du skal være fyldt 16 år kræver det også at du har en racercykel, ligesom der helt naturligt er hjelmpligt.
Løbet har start kl. 17.50 og afvikles over 25 minutter plus en omgang. De tre første i løbet kåres efterfølgende på det store podie sammen med de tre første i eliteløbet.
Motionsløbet er et forsøg på at give områdets mange aktive motionscyklister en fornemmelse af hvad der kræves af eliterytterne der hvert år dyster på den strabadserende rute. Samtidig vil det også være en ganske særlig oplevelse at kører rundt midt i Hadsten by på en totalt afspærret rute og så endda med tilskuere langs banderne det meste af vejen rundt.
Rolf Sørensen cykler med
Du kan fortsat nå at sikre dit et af startnumrene. Tilmelde dig her helt frem til den 29. juli kl. 12.00. Kigger vi på de ryttere der allerede er tilmeldt er det fortrinsvis lokale navne men et nationalt navn stikker ud. Rolf Sørensen der er konferencier i FANZONEN har taget cyklen med og kører med rundt i motionsløbet. Spændende bliver det at se hvor god en form han er i efter 3 uger i kommentatorboksen for TV2 under Tour de France.
Vi ses til cykelløb i Hadsten den 30. juli.