Julefrokost, alternative jule events breder sig i dansk erhvervsliv

Julefrokost i det fri – event med røde kinder og nissehuer

Julen er traditionernes tid og tak for det. December er en skøn måned fyldt med gode oplevelser. Nu får man rundet året af og får ønsket hinanden, familie, venner og forretningsforbindelser en glædelig jul og et lykkebringende nytår.

Inden vi kommer helt så langt, så har mange virksomheder rundt om i det ganske december land afholdt den årlige personale julefrokost. Fyldt med sild, snaps og potentielle dramaer.

Jeg er selv vild med den traditionelle julefrokostmenu og holder gerne fast i den men det er også skønt at mærke, hvordan flere og flere virksomheder ønsker en alternativ julefrokost.

Frisk luft til silden
Flere af vores december events i år er således båret frem af ønsket om fornyelse og fællesskab på et andet niveau end det den traditionelle rituelle julefrokost byder på.

Her hos os står menuen blandt andet på julefrokoster i det fri. Alt efter hvad kunden har ønsket har vi sammensat det program der rammer bedst.

Vandreture med små opgaver undervejs. Fæld dit juletræ sammen med kollegaerne og få det bragt hjem mens du nyder maden. Action Jul i form at kørsel på vores ATV motorcykler og endelig så er Team Cooking stort i år. Team Cooking er en aktivitet hvor udgangspunktet er de ædle og friske råvarer, som man i fællesskab forædler til det udsøgte måltid. Denne form for slow food skriger simpelthen på dialog og samvær. Og det lykkedes hver gang og vores deltagere får snakket sammen på en helt anden måde end de gør i det daglige på kontoret. Helt ideelt er det når Team Cooking er afløseren for en frisk gå-tur i denne stille og smukke december natur.

Jeg har tilrettelagt naturlige julefrokoster over hele landet men her i Markusminde, hvor vi har vores base er vi særligt glade for rammerne i forbindelse med vandring i kombination med Team Cooking. Vi kender alle spor og har et godt forhold til de store lodsejere omkring os, ikke mindst Frijsenborg Gods. Det betyder af vi kan tilbyde vandreture i den mest fantastiske natur og sjældent møder vi andre. Turene kan bruges til at samtale, have karakter af mindfulness eller være et egentligt orienterings ”løb” med forskellige opgaver undervejs. Endelig kan vandreturen være tilrettelagt som en Jagtsti, og så får de fleste deltagere som oftest en indsigt og viden med sig som er helt ny for dem.

Min konklusion er således at den traditionelle julefrokost fortsat er den helt store favorit men at mange typisk små og mellemstore virksomheder søger det alternative, når årets julefrokost event skal tilrettelægges. Denne tendens tror jeg kan have udgangspunkt i at vi også helt generelt i Danmark ser en stigende tilgang af motionister. Erhvervslivet er blevet mere bevidste om at sunde medarbejdere er effektive og glade medarbejdere. En bevidsthed der nu når helt ind på julebordet.

Jeg glæder mig til at afvikle friske julefrokost events for vores kunder her i december.

Glædelig første søndag i advent.

Søndag den 30. november 2014.

Jesper Tikiøb