TIKIØB Event er konsulent for Jagt & Natur 2013

Jagt & Natur på Gram Slot

outdoor messe på Gram Slot 7. og 8. september 2013

TIKIØB Event er faglig og teknisk konsulent for Gram Slot i forbindelse med tilrettelæggelse og afvikling af stor outdoor messe i september 2013. Se pressemeddelelse fra Gram Slot.

VELKOMMEN TIL GRAM SLOT – JAGT & NATUR 2013

Vi har hermed fornøjelsen at oplyse, at Gram Slot udvider buketten af oplevelsestilbud.

Gram Slot kan således offentliggøre at vi i weekenden den 7. og 8. september 2013 åbner dørene for et landsdækkende publikum til Jagt- og Naturmesse.

Gram Slot er en moderne virksomhed med event- og oplevelsesaktiviteter som et af vores forretningsområder. Vi har i dag allerede fin succes med tilsvarende julemesser og havefestival.

Vores store erfaringsgrundlag fra eksisterende aktiviteter kommer således nu alle med interesse for naturen og naturlige fritidsinteresser til gode. For os er det oplagt med en jagt- og naturmesse som det nyeste skud på stammen af messeaktiviteter på Gram Slot.

Historisk, nutidigt og fremadrettet tager alle Gram Slots aktiviteter direkte eller indirekte udgangspunkt i naturen i form af skånsom og bæredygtig produktion og forvaltning.

Jagt og Natur på Gram Slot vil i 2013 sætte fokus på 6 hovedområder, i forhold til hvad publikum vil kunne opleve. Jagt, hund, hest, sportsfiskeri, friluftsliv og mad. Inden for alle områder byder vi på et væld af aktiviteter og udstillere.

Ikke en almindelig messe

Gram Slot har en stolt og spændende historie og er smukt placeret midt i den sønderjyske natur. Derfor vil messen komme tæt på vores forbilleder – de store Game Fairs, der på de britiske øer hvert år afvikles i hundredvis. I vores rammer kan vi tilbyde noget som ikke kan opleves i Danmark på nuværende tidspunkt: En aktiv messe i historiske omgivelser, en messe hvor de besøgende selv kan deltage i en række aktiviteter inden for deres interesseområde og overvære fagfolk udfolde sig på en af opvisningsbanerne. Der vil hele weekenden være underholdning og vidensformidling, herligt flankeret af et stort felt af spændende udstillere inden for de seks fokusområder.

Vi ved hvad vi taler om

Gram Slot har naturen, rammerne og logistikken til at afvikle en messe for outdoor publikummet. I forhold til den faglige kompetence stiller vi også i stærkeste opstilling. Vores daglige organisation er sammensat til at tilrettelægge og afvikle den type events. Samtidig har vi indgået et eksternt konsulentsamarbejde med eventmager Jesper Tikiøb. Tikiøb har produceret oplevelser og store arrangementer siden 1993 og i perioden fra 1999 til 2010 var han ankermand bag Danmarks hidtidige eneste rigtige game fair, Frijsenborg Explorer på Frijsenborg Slot i Østjylland. I en stærk alliance er vi således sikre på, at vores organisation er gearet til at håndtere en jagt- og outdoor udstilling. Vi glæder os til samarbejdet.

Yderligere oplysninger og tilmelding

Foreninger, interesseorganisationer, private og virksomheder kan kontakte Gram Slot på 74 82 00 40 for yderligere information, om hvorledes man kan blive en del af dette nye spændende projekt. Enten som aktive deltagere eller som udstillere. Følg også med på vores website www.gramslot.dk/jagtognatur/, hvor vi løbende vil informere om nye tiltag i forbindelse med Jagt- og Natur 2013.

For yderligere information eller personlig kommentar kontakt venligst Svend Brodersen på telefon 40 11 19 10 eller kig forbi https://www.gramslot.dk/jagtognatur/

Velkommen på Gram Slot til Jagt- og Natur weekend den 7. og 8. september 2013.

Venlig hilsen

GRAM SLOT