Frijsenborg Motion i sne
3 måneder er der til den 20. juni. En forhåbentlig herlig sommeraften med mange deltagere til Frijsenborg Motion. Deltagere der har valgt mellem forskellige motionsløb, løb, walk eller cykelløb. Noget for en hver.
Det kommer ikke af sig selv
Forud for så stor en event går der mange timer med tilrettelæggelse og planlægning. Frijsenborg Motion er TIKIØB Events første af to store public event i 2013. Den anden er det traditionsrige cykelløb i Hadsten, som i år afvikles torsdag den 25. juli.
Parløb med grevskabet
Frijsenborg Motion tilrettelægges og afvikles i et tæt samarbejde med administrationen bag Frijsenborg grevskab. Et samarbejder som rækker mere end ti år tilbage. Motionsløbet afvikles i år for femte gang og før det har vi tilrettelagt og afviklet teambuilding, oplevelsesture, firmafester og ikke mindst den store udendørs messe Frijsenborg Explorer i samarbejde med Frijsenborg.
Nye ruter i 2013
Alt i mens vi alle har svære vilkår for træningen, hvad enten det gælder løb eller cykling, så er vi som nævnt i fuld gang med tilrettelæggelsen. Onsdag den 20. marts blev således brugt i de enorme Frijsenborg skove, for at finde de bedste spor til afvikling af de forskellige ruter.
Vi har nemlig i samråd med Frijsenborg besluttet, at vi i år vil lave en ny ti kilometer rute. En lang rute, så de mange deltagere på 10 km distancen får en udfordrende og smuk naturoplevelse, ved at løbe en lang rute fremfor som hidtil to omgange på den samme rute. Nu ændres det. Vi tror på at beslutningen bliver modtaget positivt, og vi kan melde om et godt sport hele vejen rundt på de 10 kilometer, som blandt andet bringer løberne ind igennem Frijsendal Bakker og forbi Mark Stigs kilde. Ruten er en kombination af gode strækninger, hvor der kan opnås høj fart og udfordrende stigninger op og ned.
Også walk bliver trimmet
Walk distancen ved Frijsenborg Motion har alle år været den disciplin med flest tilmeldinger. Vi er glade for den store opbakningen til netop gåturen og vi er sikre på at den smukke natur og de unikke og historiske omgivelser omkring Frijsenborg Slot og park er en af de afgørende faktorer til at netop walk er så populær. Mere end 500 deltagere var der i 2012 på gåtur.
Denne succes er vi bevidst om, hvorfor der også allerede nu er lagt kræfter i at forbedre denne rute. Dels for at skabe en ny oplevelse for de mange deltagere der kommer år efter år, men også for at sikre fortsat høj kvalitet for den enkelte, uanset at deltagertallet stiger.
Den klassiske fastholdes
En rigtig hverdagsaftentur, det er hvad vores 5 km rute er. Mange deltager også på denne distance og her forbliver ruten uændret. Deltagerne kan dermed glæde sig til et smukt gensyn med Frijsenborg Slot på første række men også en hård og spektakulær afslutning.
Alle distancer har mål 40 meter fra slottet på Frijsenborgs historiske hovedalle´.
Læs meget mere om Østjyllands helt store motions-skovtur på www.frijsenborg-motion.dk
Jesper Tikiøb, marts 2013.