Fremtidens Danmark er i god form
Torsdag den 2. maj afviklede Tikiøb Event motionscykelløb for 3Gerne på Favrskov Gymnasium i Østjylland.
Løbet afvikles som samlet start og distancen var på 30 kilometer rundt i det kuperede terræn i Favrskov Kommune. I år var det 11 år i træk jeg stod for arrangementet. Altid en hyggelig og spændende dag. 178 unge mennesker var tilmeldt og stod klar ved målstregen i det mest fantastiske solskin. En herlig fornemmelse af forår og lyse tider.
En ny tid – pas på dig selv
Cykeleventen markerer elevernes afslutning på organiseret idrætsundervisning gennem de sidste 14 – 16 år. Efter gymnasiet er eleverne for først gang i deres liv selv ansvarlige for deres fysiske form. Ind til i dag har der altid været et tilbud om fysisk aktivitet i børnehaven, folkeskole og gymnasiet. Alle har haft motion og idræt på dagsordenen. Nu skal de unge mennesker selv beslutte at komme af sted.
Dagens løb blev afviklet i højthumør og vi var forskånede for alvorlige uheld. Tekniske vanskeligheder for et par enkelte deltagere var hvad det blev til.
Klokken 13.40 skød rektor Jørgen Christiansen traditionen tro løbet i gang. Forud for starten havde vi fra morgenstunden været i gang med opsætning af rute, etablering af væskedepot samt naturligvis opbygning af et ”rigtigt” målområde som vi kender det fra de store internationale cykelløb rundt om i Europa.
En herlig event
For os er det en sjovt og bekræftende event at være en del af. Vi bliver altid mødt med godt humør og det var glædeligt i dag at notere sig at Danmarks fremtid rent faktisk er i ganske fin form. Ingen faldt helt igennem og langt de fleste leverede en personlig indsats over niveau.
Favrskov Gymnasium Cykelløbet er et godt bud på en anderledes event for eleverne der for en stund trækkes ud til en god oplevelse – væk fra hverdagen og et øjeblik er den ventede eksamen måske også glemt.
Cykling – en oplagt medarbejderevent
Herfra leverer vi også gerne denne type cykelevent som personalearrangement. Motionscykling er populært og i stærk vækst. Sporten buldre frem fordi alle kan være med og det at cykle giver en stor frihedsfølelse og et godt kammeratskab. Jeg kommer gerne med bud på hvordan din virksomhed kan komme op på den store klinge – en sjov og givende dag for medarbejderne, hvor vi arbejder med sportens begreber og har fokus på at vi når langt ved fælles hjælp.
Vi tilbyder cykelevents både på racercykler og mountainbikes. Det er også oplagt at kombinere cyklingen med teambuilding aktiviteter.
Jesper Tikiøb, maj 2013